2096652
Generalforsamling 2017

Ordinær generalforsamling onsdag den 11. april 2018 kl. 17.00, Restaurant ved Fjorden

Valg af dirigent

Advokat Karsten Hjorth Larsen foreslået af bestyrelsen og valgt.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var varslet ifølge vedtægterne, men at den ifølge samme vedtægter skulle afholdes i marts måned. Efter en del overvejelser besluttede dirigenten med forsamlingens accept, igen i år at gennemføre generalforsamlingen som beslutningsdygtig.

Bestyrelsens beretning v. formand Elke Marie Hou-Carleton

Erhvervsforeningen er stiftet for alle med interesse for erhvervslivet i Struer Kommune, med det formål at styrke, fremme, eksponere og hjælpe erhvervslivet i Struer Kommune.  Det har drevet bestyrelsens arbejde i det forgangne år, hvor vi har arbejdet på at skabe rammer for netværk, dialog og debat. Herudover har vi har brugt kræfter på at indlede strategiske samarbejde, der fremmer formålet.

Vi har besøgt nogen af jer, mødt jer på hjemmebane og hørt om jeres projekter.  Vi har været hos Bang & Olufsen, Jensens Foods, Harman Lifestyle og Værftet ved Fjorden. Det fortsætter vi med i 2018, og vi hører derfor gerne fra virksomheder, der har lyst til at være vært for et arrangement eller møde. Jeg kan afsløre, at vi har invitationer fra Struer Fri Fagskole og Humlum Brød – så I kan glæder jer til det kommende år.

Bestyrelsens fokus har været på to områder: ERHVERVSNETVÆRKET og STYRKELSE AF ERHVERVSLIVET i Struer Kommune.

ERHVERVSNETVÆRKET med tema og debatmøder

Bestyrelsen har arbejdet på at skabe arrangementer, hvor I er blevet inspireret, motiveret og måske udfordret. Vores mål har været at skabe en ramme, hvor man frit kunne udveksle erfaringer, viden og kompetencer og skabe nye og stærkere relationer.

I juni under ”En by spiller op” holdt vi i samarbejde med DR en VIP-aften om samskabelse, hvor vi havde besøg af DR-Vokal Ensemble og hørte om samskabelsen af Struer Energipark. Vi oplevede koncerten med DR-Symfoniorkester, og i pausen gjorde orkesterlederen os selskab.

I september var medlemmer inviteret til en temaaften om robotter hos Bang og Olufsen.

I november var vi en tur forbi Værftet ved Fjorden til Bizz Up, hvor bl.a. Brian Sørensen fra Cult fortalte om sin iværksætterhistorie og delte sine gode (og dårlige) erfaringer. 

Og I slutning af november var Jensens Foods vært for en aften, hvor produktionschef Morten Sørensen fortalte om den seneste udvikling hos Jensens Foods herunder frasalg og navneændringen. Lars Bo Hansen, kendt bl.a. for sit samarbejde med Joe & the Juice, fortalte om forandringer i virksomheder – både op og nedture.

Vi vil i 2018 fortsat have fokus på de gode oplevelser og de gode rammer, og vi vil øge fokus på medlemmer og de lokale ildsjæle.

STYRKELSE AF ERHVERVSLIVET gennem kommunikation og branding

Vi fortsætter strategien om branding og kommunikation. Bestyrelsen har særlig fokus på hvordan, vi kan øge og sikre vækstmulighederne ved at eksponere erhvervslivet i kommunen – fortælle de gode historier og vise, at Struer er et godt sted at gøre karriere. Vi skal gøre os synlige overfor potentiale kandidater, overfor dem i arbejde, de ledige og de unge.

Vi har indledt samarbejde med Iza fra Kommuniklame om Nyhedsbrevet. Det udkommer nu ca. hver anden uge, hvor vi informerer om møder, nye medlemmer, nyt fra medlemmerne og hvad bestyrelsen arbejder med.

I oktober kulminerede mere end et års arbejde med den officielle lancering af projektet Lydens By. Det er et ambitiøst projekt og samarbejde mellem Handelsstandsforeningen, Turistforeningen, Struer Kommune og Erhvervsforeningen om projekter og kommunikation i Lydens By. Målet er, at byens kulturelle institutioner også skal med i samarbejdet, og vi har høje forventninger til samarbejdet.

Den ny organisering af Lydens By giver os en fælles platform og en fælles talerør. Der er skabt rammer og sat et professionelt hold, som kan løfte Lydens By og brede projektet ud. Det er også vores hold, vi vil i bestyrelsen arbejde for, at i også bliver og føler jer inkluderet i projektet.

Vi styrker det indbyrdes forhold mellem aktørerne, fordi vi nu kommunikerer direkte, og det styrker kommunikationen til omverden, fordi vi nu fortæller sammen. Det sælger en samlet by, et samlet byliv med fælles oplevelser, fælles tilbud, fælles initiativer og fælles muligheder.

Vi kan positionere os i et stærkt brand, som der er lagt mange kræfter og investeret i. Et stærkt brand, der giver os en større og bredere gennemslagskraft i forhold til markedsføring og branding af vores virksomheder og aktiviteter, både indenfor kommunegrænsen og udenfor.

Det er den synergi, som giver mening for erhvervsforeningen.

Økonomi

Regnskabet viser et pænt overskud. Der er sparet op både til kommende arrangementer, hvor vi fastholder det høje niveau, og til at opfylde vores økonomiske forpligtelse som part i Lydens By Samarbejdet.  Vi har også planlagte flere projekter, bl.a. et videoprojekt i samarbejde med Lydens By holdet som i kommer til at høre meget mere om.

Til sidste vil jeg gerne takke bestyrelsen for deres arbejde, og den tid de har brugt for foreningen.  Tak til Peter Petersen og Helle Toftegaard i sekretariatet for deres store indsats ved gennemførelse af vores arrangementer. Særlig tak til Peter, der stopper i sekretariatet og afløses af Søren Johansen, den nye direktør i Business Park Struer.

Og tak til jer, for jeres deltagelse, jeres feedback og det initiativ mange af jer har vist - tak for i år.  Jeg glæder mig til det fortsatte arbejde.

Godkendelse af den reviderede årsrapport

Revisor Jan Sahl gennemgik årsregnskabet. Det udviser et overskud på kr. 130.055,-  og en egenkapital på kr. 165.734,-.

Generalforsamlingen godkendte årsrapporten.

Orientering om budget og fastsættelse af kontingent for det kommende år

Peter Petersen gennemgik budget for 2018 baseret på 120 medlemmer. Kontingentindtægterne herfra er kr. 300.000,- Udgifter til arrangementer kr. 130.000,- annoncering og administration kr. 50.000,- og Lydens By tilskud kr. 100.000,- hvilket giver en margin på kr. 20.000,-

Bestyrelsens oplæg til kontingent for 2019 er uændret kr. 2.750,- for ordinære medlemmer og kr. 750,- for iværksætter medlemskaber.

Generalforsamlingen godkendte bestyrelsens oplæg.

Valg af medlemmer til bestyrelsen

Der var ifølge vedtægterne 3 medlemmer på valg, og der skulle vælges en til at erstatte Claus Christiansen, der er udtrådt af bestyrelsen.

Elke Marie Hou-Carleton, Poul Bech Jakobsen og Michael Ambolt Folman var efter tur på valg. Michael ønskede ikke genvalg.

Bestyrelsen opstillede Elke Marie Hou-Carleton, Poul Bech Jakobsen, Flemming Hvidberg, Hvidberg A/S og Dan Gravgaard, Thyholm Murer A/S.

Der var ikke yderligere forslag, og generalforsamlingen valgte de opstillede kandidater.

Eventuelt

Intet at drøfte.

 11. april 2018

____________________­­­­­______
dirigent Karsten Hjorth Larsen

DESIGN & CMS: WWW.MEDIACONNECT.DK